Sociale arrangementer på zoom

Kære medlemmer og forældre

I næste uge blænder vi igen for zoom, da det trods alt er bedre end slet ikke at mødes. Vi savner jer sådan! Vi er blevet lidt klogere på hvad der fungerer siden sidst, så det kommer til at være lidt anderledes.

I næste uge afvikler vi alle teaterhold på zoom, dog kun i en time, så vi lige kan sige hej og godt nytår til hinanden. I vil modtage mødelink fra jeres medarbejdere inden mandag på den mail i er signet op med på medlemsplatformen. Går man på et større hold kan det være det bliver ordnet over sociale medier. Har i ikke modtaget link på mail eller sociale medier på mandag, så skriv til admin@teatermejeriet.dk eller ring til 45804560, så finder vi ud af det.

Uanset hvor længe vi holder lukket så er det kun i næste uge der er holdgang på zoom. Der vil i stedet blive afholdt to ugentlige arrangementer på zoom for hele TeaterMejeriet, henholdsvis tirsdag kl. 19 og torsdag kl. 19. Links til de møder vil blive posted her og på hjemmesiden umiddelbart inden arrangementet. Det starter også allerede i næste uge og vil køre indtil vi må åbne(Så måske kun næste uge). Det kræver to ting for at vi kan starte undervisning igen. Mariehøjcentret skal være åbent og forsamlingsforbuddet skal hæves til min. 10 igen.

Programmet for næste uge:

Tirsdag d. 12. kl. 19 vil der være dramatisk reading af forestillingen ved medarbejderne.

Torsdag d. 14. kl. 19 vil der være quiznight, så hav en smartphone ved hånden så du kan spille med.

I forhold til hvad der skal ske med den store forestilling, må i lige vente lidt endnu. Vi mangler lige et par logistiske ting der skal falde på plads.