2020 / 2021

Minder om magi

I forestillingen følger vi en dreng ved navn Theodor. Han lever en rodløs tilværelse og søger et fællesskab og den kærlighed, han aldrig har oplevet.

Historien fortælles af selvsamme Theodor – bare 50 år senere. Han fortæller historien til sygeplejersken Rasmus, der er ny på det lokale plejehjem. De opbygger et venskab og Rasmus’ pligter bliver sat på prøve, når han bliver draget af Theodors historier om et mystisk cirkus og mødet med cirkusets stjerne, Elvira. Kontrasterne mellem mindernes og plejehjemmets verden er store, og måske kan alderdommen og en livlig fantasi have haft indflydelse på fortællingen.

En dag ankommer en ældre dame på plejehjemmet. Hun hedder Elvira og er Theodors kone. Men Theodor kan desværre ikke huske hende.

Rasmus gør nu alt, hvad han kan, for at hjælpe Theodor med at huske Elvira igen. Ved at rekonstruere deres møde, lykkes det Theodor at frembringe minderne.