2018

Storm

Storm er 15 år og spiller i band med Kasper og Marie. At være 15 år er ikke altid nemt, og slet ikke når man er forelsket. Der findes en by inde i Storm, Storm City. Storm City har det godt, når Storm har det godt. Men hvis han har problemer, har byen det også.

Byen bliver virkelig sat på prøve, da helt nye følelser melder sig hos vores hovedperson. Byens tre borgmestre, som har ansvaret for Storm City og for at Cityplanen bliver fulgt til punkt og prikke, bliver hvirvlet ind i en tornado af nye spørgsmål og konflikter, som de skal håndtere, for at byen kan overleve, da de opdager, at Storms vilde forelskelse ikke er i Marie, men i Kasper. Det står der ikke noget om i Cityplanen, så borgmestrene trykker på nødknappen – lige inden Storm og Kasper skal til at kysse. Det resulterer i, at Storm skubber Kasper væk og isolerer sig på sit værelse.

Hele byen er deprimeret, og borgmestrene gør alt, hvad de kan, for at få byen og Storm i godt humør igen. De ender med at komme frem til den erkendelse, at alt var bedre, da Storm var forelsket i Kasper. De smider derfor Cityplanen ud. Storm undskylder over for Kasper og forklarer, at han bare blev rigtig bange, men at han stadig godt kan lide ham. Kasper godtager undskyldningen. De kysser, og lykken og glæden vender tilbage til Storm City.